Hvad er en udstilling?
En udstilling er et sted, hvor man bedømmer udseendet af din hovawart. Der er nogle helt klare linier for, hvordan en hovawart skal se ud.
Dette er sakset fra DKK’s hjemmeside
Grundlaget for bedømmelsen er racens standard, hvor racens udseende og karaktertræk er beskrevet.
Hvalpe af begge køn bedømmes først. Derefter bedømmes hannerne og så tæverne i klasser efter alder og tidligere opnåede prøver og championater. De to køn mødes først i konkurrencen “Bedst i racen (BIR)”.
Hundene bliver bedømt i rækkefølge efter katalognummer.
For hver enkelt hund foretages først en kvalitetsbedømmelse. Der kan tildeles følgende kvalitetspræmieringer:
EXCELLENT (fortrinlig) tildeles en hund, som kommer meget tæt på den ideelle standard for racen, som fremvises i fortrinlig kondition, har et harmonisk, velafbalanceret temperament og er af høj klasse. Hundens fremragende racemæssige egenskaber tillader at ubetydelige fejl kan ignoreres. Hunden skal have tydeligt kønspræg.
VERY GOOD (meget god) tildeles en hund, som besidder sin races typiske træk, som har velafbalancerede proportioner og er i god kondition. Mindre fejl kan tolereres, men ingen væsentlige anatomiske fejl. Denne præmiering kan kun gives til hunde af høj kvalitet.
GOOD (god) tildeles en hund, som er racetypisk, men har tydelige fejl i forhold til racens standard.
SUFFICIENT (tilstrækkelig) tildeles en hund, som svarer tilstrækkeligt til racens standard dog uden at besidde de generelt ønskede egenskaber, eller hvis fysiske tilstand er mangelfuld.
Der kan endvidere gives CANNOT BE JUDGED eller DISQUALIFIED.
CANNOT BE JUDGED (kan ikke bedømmes) betegner, at dommeren ikke kan afgøre, hvilken præmiegrad hunden fortjener.
DISQUALIFIED er en diskvalificerende betegnelse og gives til hunde, som har anatomiske, typologiske eller psykiske fejl.
Inden for hver klasse deltager hundene fra den bedste kvalitetsgruppe (Excellent) i konkurrencebedømmelser, hvor de bedste placeres som 1., 2., 3. og 4. vinder og modtager henholdsvis et rødt, blåt, gult eller grønt bånd. Hvis mere end 4 hunde har fået Excellent, placeres disse også, men de modtager intet bånd.
Dommeren kan tildele CK (championkvalitet) til de hunde, hvis kvalitet han/hun finder høj nok. Alle hunde, der har fået tildelt CK, går videre til Bedst i Køn klassen.
Under bedømmelsesforløbet uddeles der certifikat (rødt/hvidt bånd), som er et trin på vejen til det danske championat. Trin for trin skrider bedømmelsen frem, til man når hen til konkurrencen om at blive “Bedst i racen” (BIR) (rød/gul roset) og “Bedst i modsat køn” (BIM) (grøn/hvid roset).