Som opdrætter i Hovawartklubben har man mulighed for, at få sine hvalpe testet.

Det er frivilligt, men de fleste opdrættere ønsker det.

Formålet med hvalpetesten er at få hvalpene beskrevet, så man som opdrætter får et hjælperedskab, når hvalpene skal fordeles køberne imellem. Som hvalpekøber får man større indblik i, hvilken hvalp, man får med hjem. Man skal dog altid betragte hvalpetesten som et supplement til sine egne iagttagelser, da testen er et øjebliksbillede. Hvis hvalpen er træt og plejer at sove lige på det tidspunkt, kan det afspejle sig i testen.

Selve testen foregår når hvalpene er fyldt 7 uger, men endnu ikke er 8 uger.

Første halvdel af testen skal foregå i et for hvalpene kendt rum, dog ikke deres soverum.

Mange vælger ofte køkkenet eller et andet rum, hvalpene er vant til at komme i.

Det skal være muligt at skærme af, så hvalpetesterne kan stå uden for og se ind i rummet.

Anden halvdel foregår i et for hvalpene ukendt sted. Hvalpetesterne medbringer en arena med underlag på 3,6 m x 3,6 m. Om sommeren kan vi være udendørs, hvis det ikke regner, om vinteren kan en overdækket terasse, garage eller stor stue anvendes.

Det tager ca. et kvarter for hver hvalp.

Opdrætteren får efterfølgende udleveret et skema med testresultaterne på hver enkelt hvalp, som udleveres til hvalpekøberen, samt et samleskema, hvor opdrætter får et overblik over kuldet som helhed.

Når testen er slut, tilbyder vi at være behjælpelige med tolkning af testen og, hvis det ønskes, fordelingen af hvalpene køberne imellem.

Da det ofte varer en hel dag at teste et kuld, er det kutyme at opdrætter sørger for forplejning af testerne. Vi starter med at udfylde papirer, så opdrætter skal have listen over hvalpene fra DKK med kuldnr. Osv. på klar. Så går vi i gang, og afhængig af kuldstørrelse holder vi måske en pause med frokost i midten, eller vi venter til sidst. Det aftales på dagen.

Hvis du ønsker hvalpetest koster det 120,00 kr. pr. hvalp som medlem af DHK.
Ikke medlem 200,00 kr. pr. hvalp.

For at bestille hvalpetest skal du gå via avlsudvalget, e-mail: avl@dansk-hovawart-klub.dk  som derefter henvender sig til hvalpetesterne.

Det er en fordel at være ude i rigtig god tid, så du kan også forhåndsadvisere testerne direkte,

så de kan reservere datoen, hvis du vil være sikker på at kunne få testet dine hvalpe.

For Sjælland kan du kontakte klubben på e-mail: hvalpetest@dansk-hovawart-klub.dk

For Jylland og Fyn kan du kontakte Joy Breinstrup, e-mail: hvalpetest@dansk-hovawart-klub.dk